Kylling i chilisauce

Fastelavnsboller

 photo FASTELAVNSBOLLER-1_zps424953da.jpg

Er det ok, hvis jeg lige starter med at rose mig selv lidt?
Bare lige lidt?

Jeg har nemlig lavet nogle fantastiske fastelavnsboller, som jeg gerne vil dele med dig.
Så hvis du nu alligevel ikke skal noget i dag, og gerne vil være populær, så lav dem til nogen du holder af.

Kan du se, der er sket noget med mine billeder?
Sidste weekend var jeg på kursus hos madfotograf Pia Enghild.
Det kan ses.
Så nu håber jeg, at billederne her på bloggen bliver bedre fremover.
Det er faktisk mega svært at fotografere mad, men hvis man kender de rigtige teknikker og kan styre lyset, så går det faktisk ok 🙂

Kan du have en rigtig god søndag – forhåbentlig med en fastelavnsbolle til kaffen.

 photo FASTELAVNSBOLLER-2_zpsd9617e1f.jpg

8 stk

Vandbakkelse

2 dl vand
100 g usaltet smør
Kog vand og smør op i en gryde.

2 tsk sukker
100 g hvedemel
Rør sukker og hvedemel i ved høj varme.
Tag gryden og lad dejen køle af et par minutter.

4 æg
Pisk æggene sammen med en gaffel.
Hæld cirka 1 æg i dejen af gangen.
Du vil opleve at dejen skiller, men bliv ved med at røre til den samler sig igen.
Gentag 3 gange mere, til alle æggene er i og du har en blød, smidig dej.

Sæt 8 klatter dej på en bageplade med 2 skeer.
Husk god afstand.

Bag dem ved 200 grader alm. ovn i ca. 30-35 minutter.
Husk ikke at åbne før tid, og giv dem hellere lidt for meget – ellers risikerer du, at de falder sammen.

Tag dem ud af ovnen, køl af og skær over på midten.

 photo FASTELAVNSBOLLER-4_zpsaed87e03.jpg

Creme

4 æg
6 spsk sukker
6 spsk mel
6 dl mælk
1 vaniljestang
Flæk vaniljestangen, skrab kornene ud og kom både korn og stangen i en gryde sammen med de andre ingredienser.

Kog op mens du rører godt.
Hvis du vender ryggen til i 2 sekunder, er det sikkert brændt på.
Når cremen bliver tyk og koger, tages den af varmen og køler af.

2,5 dl piskefløde
Pisk fløden til flødeskum.

 photo FASTELAVNSBOLLER-3_zpse36ac3be.jpg

Når både vandbakkelserne og cremen er kølet, kan du samle dem.

Start med at lave noget (lidt tyk) glasur.
Kom glasuren på vandbakkelses-lågene.

Cremen og fløden vendes sammen i en skål.
Kom flødecremen i en sprøjtepose og fordel på bundene.
Brug det hele – der må gerne være et tykt lag creme.

Sæt vandbakkelses-låget oven på flødecremen.
Opbevar dem på køl.

Jeg kan mærke, at jeg bliver nødt til at lave dem her igen næste weekend. 🙂

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kylling i chilisauce