Ris a la mande kage

 photo RISALAMANDEKAGE-1_zpsc089e8e3.jpg

Er det for skørt? At lave en så traditionel dessert om til en kage? Den smagte nu godt :)

Til juleaften vil jeg stadig vælge den traditionelle - men kagen er perfekt som en lille overraskelse til julefrokosten, mortens aften eller lignende.

Det kunne også være fint, hvis man anrettede det i anretterringe/udstikkere tror jeg.

 photo RISALAMANDEKAGE-2_zps3fb67587.jpg

Kiksebund:

12 Digestive kiks 50 g smeltet smør Kom kiksene i en pose og knus dem med en kagerulle eller lignende, til de er helt smulret. Bland kiksene med smeltet smør.

Pres blandingen ned i en springform og stil på køl.

 photo RISALAMANDEKAGE-4_zps095370e6.jpg

Ris a la mande:

200 g grødris Lidt vand 1 l sødmælk Lav først risengrød. Kom en smule vand i en gryde sammen med grødris. Kog op. Tilsæt sødmælken og rør rundt, indtil det koger. Skru ned for varmen og lad det stå med låg på i 45 min - rør rund en gang imellem. Køl risengrøden af.

2 vaniljestænger 6 spsk sukker Flæk vaniljestængerne og skrab kornene ud. Kom dem i risengrøden sammen med sukkeret.

3 dl piskefløde Piskes til flødeskum og røres i risengrøden. Hvis du stopper her, så har du verdens bedste ris a la mande.

3 blade husblas Kom husblassen i koldt vand i 5 min, til det er blødgjort. Vrid vandet fra husblassen. Kom husblassen i en gryde med en smule vand i bunden og lad det smelte ved svag varme. Hæld husblassen i ris a la manden i en helt tynd stråle, mens du vender rundt. Fordel ris a la manden ovenpå kiksebunden i springformen. Stil på køl til kagen er stivnet.

 photo RISALAMANDEKAGE-3_zpsb8aed512.jpg

Kirsebærsaucegele

1 karton kirsebærsauce 1 blad husblas Mandler + pistacienødder Si bærrene fra. Kom saucen i en gryde, sammen med husblassen og varm op. Fordel saucen på kagen og stil på køl. Du kan evt. bruge 2 kartoner kirsebærsauce - det er sådan lidt smag og behag. Pynt med hakkede mandler og hakkede pistacienødder.

Sidder du nu og tænker - har hun ikke glemt mandlerne i ris a la manden? NEJ, det har hun ikke! En ægte ris a la mande er nemlig uden mandler hjemme hos os. Sådan smager den bedst, hvis du spørger mig. :) Du må gerne synes, det er underligt. Og så kommer du selvfølgelig bare mandler i.