Panna Cotta

Hvis du hader at høre om andre folks sygdomme (og jeg forstår dig), så scroller du bare videre ned til opskriften.

Jeg vil nemlig fortælle om min egen oplevelse og en lille opfordring.

Da jeg var 13-14 år begyndte jeg at få nogle “anfald”
(mega træls ord, men det kalder jeg det altså)
hvor mit hjerte slog 3-4 gange i sekundet.
Det vil sige et par 100 gange i minuttet.
I længden bliver man dårlig, svimmel og får sorte prikker for øjnene.

Det kunne vare i 3 minutter eller 3 timer.
Det var lidt i perioder og jeg fandt med tiden ud af, at det nemt blev udløst af stress eller motion.

Når jeg fik et anfald, måtte jeg ligge mig ned og vente på, at det gik væk igen.
Ellers risikerede jeg at blive svimmel. Jeg tror aldrig, jeg har besvimet, men det har været meget tæt på.

Nogle gange tog jeg til lægen.
Men mens jeg sad i venteværelset forsvandt det. Typisk.
Kun en enkelt gang lykkedes det at tage en EKG (hjertediagram), som viste antallet af slag.

Lægerne påstod at det var stress. De vidste ikke helt, hvorfor jeg fik det.
Men det ville helt sikkert gå væk med tiden.

Det var faktisk ingenting.

Så jeg levede med det og passede på, at min puls ikke kom for højt op.

Da jeg var 20 år, begyndte det at gøre ondt i hjertet.
Ikke i brystet – jeg kunne tydeligt mærke, det var inde i hjertet.
Først var det bare lidt, men efterhånden blev det dagligt.
Det gjorde ikke voldsomt ondt, men det stak nærmest og man bliver bekymret, når man ikke ved, hvad det skyldes.

Jeg opgav de lokale læger.
Og i stedet tog jeg på et privathospital.
Det kostede kassen.
Men jeg vidste, der var noget galt.

Vi kom ind til privatlægen – mig og min far.
Han undersøgte mig på en hjertemaskine-tingest.
Han kiggede på min EKG.
Og efter ca. et kvarter, sagde han, at jeg havde WPW (Wolff-Parkinson-White syndrom).

En medfødt hjertefejl.

Det er noget med, at det ene hjertekammer sender signaler til det andet igennem en ledning.
Nogle mennesker har en ekstra ledning, dvs. signalet bliver sendt frem og tilbage og dermed får man en sindssyg høj hjerterytme.

Mine anfald vil kun blive hyppigere, jo ældre jeg blev.
Jeg kunne få livsvarigt medicin eller blive opereret.
Han henviste mig til en operation, som jeg fik allerede 3 uger senere.

Jeg blev indlagt i Odense.
Jeg var bestemt ikke glad for at skulle opereres, for jeg mente ikke, at jeg havde så store problemer med anfaldene.
Jeg synes, det var værre, at det gjorde ondt i hjertet dagligt.

Nogle af lægerne mente, at det kunne ikke passe og en operation ville ikke hjælpe.
Andre læger mente, at det skyldes hjertefejlen.

Men altså, jeg fik operationen.
Den er heldigvis ret simpel. Man er kun lokalbedøvet og dermed vågen hele tiden.
De laver et lille bitte hul i lysken.

Derefter fører de en tingest op gennem ens blodårer.
Er du svimmel, det var klamt.
At man kan mærke, der bevæger sig noget inde i blodårene. Føj!

Der sad 1 eller 2 læger og styrede det de nu skulle.
Jeg husker tydeligt, at de kiggede på 9 forskellige skærme.
Der gik sygeplejersker rundt hele tiden.
Og der sad en mand i et kontrolrum med cirka en million skærme.
Sygehuse er forfærdelige.

De startede i et hjørne af hjertet (der er åbenbart et hjørne).
Så sendte de en lille smule strøm til.
Hvis ikke der skete noget, prøvede de et nyt sted.
Og sådan fortsatte de indtil de kunne fremprovokere et anfald.

I op til 8 timer, og hvis ikke det lykkedes, kører de videre dagen efter.
Så vidt jeg husker, tog mit kun omkring 3 timer.
Så fandt de stedet, hvor det var galt.

Og så brænder de.

Der findes flere former for sygdommen. De kender ikke typen, før de opererer.
Jeg havde åbenbart ikke en ekstra ledning mellem hjertekamrene, men mit hjerte kunne sende signaler begge veje gennem den store ledning.
Så de brænder en del af ledningen over.

Altså jeg ved ikke, om det fungerer sådan præcist, men det var sådan lægerne forklarede mig det 🙂

Men det endte godt og jeg mærker ingenting i dag.
Når jeg er stresset, kan jeg mærke noget underligt i hjertet og er helt overbevist om, at jeg ville have haft en anfald, hvis ikke jeg var blevet opereret.

Der hvor jeg egentlig gerne vil hen er, at man skal passe på sig selv.
Min oplevelse er, at lægerne ikke tager dig alvorligt.

Jeg havde en hjertefejl i 20 år, og det tog privatlægen 15 minutter at finde en diagnose.

Nogle er meget værre ramt end mig. De skal på sygehuset og have stød, for at stoppe anfaldet.
Min sygdom var ikke alvorlig og mange mennesker lever med det.
Men hvem kunne vide det?

Mit råd er:
Bank i bordet eller betal dig fra det.
Jeg vil i hvert fald gerne ofre en rejse sydpå i bytte for et godt helbred.

Til 4 personer

3 blade husblas
Lig husblassen i koldt vand.

1 vaniljestang
5 dl piskefløde
2 dl mælk
100 g sukker
Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud.
Kom korn og stangen i en gryde sammen med fløde, mælk og sukker.
Kog op under omrøring.

Når fløde koger, tages gryden af.
Vrid vandet fra husblassen og rør i fløden.
Lad cremen køle en smule af, hæl på glas og stil i køleskabet i minimum 2 timer.

Når cremen er størknet, kan du komme noget ovenpå, som giver lidt mere smag.
Jeg brugte en havtorn-pure, som jeg købte færdigt.
Det kan også bare være bærpure, friske bær, chokolade eller den slags.

TIP
Hvis du vil have puréen i midten, som jeg gjorde, skal du fylde glassene halvt op.
Stil på køl i minimum 1 time til overfladen er nogenlunde stiv.
Lad resten af cremen stå på køkkenbordet og rør rundt en gang i mellem, så den ikke sætter sig.

Kom puréen ovenpå. Stil på køl igen og lad størkne igen.
Hæld resten af cremen ovenpå og stil på køl endnu engang.

Det ser fint ud, men det er noget hurtigere bare at hælde det hele op på én gang 🙂