Gulerodskage

Luftballonkage

 photo LUFTBALLONKAGE-7_zpsab8b5921.jpg

Jeg vil lige vise dig min luftballonkage i fondant.
Den var lavet på bestilling til nogle gode venner, som skulle holde barnedåb i dag for en sød lille dreng.

Jeg fik heldigvis frie hænder og valgte at udfordre mig selv lidt.
Jeg har skrevet det meste af opskriften her, men ikke den sidste del i detaljer.
Det er super svært at beskrive 10-11 timers arbejde, så kan vi ikke bare aftale, at du spørger løs, hvis du er i tvivl om noget?

Hvis du er fondant-nybegynder kan du med fordel se min trin-for-trin-guide

Til ca. 25 personer

Luftige nøddebunde:

14 æg
Del æggene i hvider og blommer.
Pisk hviderne stive.

300 g sukker
Pisk æggeblommerne og sukkeret til en luftig creme.

225 g hvedemel
225 g kartoffelmel
3 tsk bagepulver
Sigt melet i æggeblommerne og vend sammen.

150 g hasselnødder
2 dl kærnemælk
Hak nødderne fint. Kom mælk og nødder i dejen og vend sammen.

Vend nu de piskede æggehvider i – gerne af 4-5 omgange.

Fordel dejen i forme.

Bag ved 190 grader alm. ovn.

Jeg bagte de store bunde af 2 omgange – de fik 20 minutter. Formen målte 24 cm i diameter.
De blev herefter delt i 2, så jeg havde 4 lag til den nederste kage.

Den lille fik 30 minutter, da den var højere. Diameter var 15 cm.
Jeg delte den øverste i 3 bunde, da den var kold.

 photo LUFTBALLONKAGE-4_zps70c2679b.jpg

Hindbærmousse:

250 g frosne hindbær
2 spsk sukker
Kom hindbær og sukker i en gryde og lad simre, til hindbærrene er udkogt.
Tag gryden af varmen og køl af.

1/2 l piskefløde
Pisk fløden til flødeskum

500 g mascarpone
1 vaniljestang
Skrab kornene ud af vaniljestangen og pisk mascarpone og vaniljekorn i fløden.
Si hindbærkernerne fra og vend hindbærsaucen i.

 photo LUFTBALLONKAGE-5_zps15c75966.jpg

Hyldeblomstmousse:

5 æggeblommer
250 g sukker
Piskes til en tyk creme

2 dl hyldeblomstsaft
Blandes i æggeblommerne

1/2 l piskefløde
Pisk fløden til flødeskum

1 vaniljestang
Skrab kornene ud og vend flødeskum og vaniljekorn i æggene.

6 blade husblas
Lad husblassen ligge i koldt vand i 5 minutter.
Vrid vandet fra og kom husblassen i en gryde med en lille bitte smule vand.
Varm op til husblassen smelter –  pas på, det går hurtigt.
Hæld husblassen i hyldeblomstmoussen i en tynd, tynd stråle, mens du konstant vender rundt i moussen.
Stil på køl i et par timer.

 photo LUFTBALLONKAGE-3_zps5e74dc5b.jpg

Herefter samler du kagen i formen. Den store kage fik 2 lag med hyldeblomstmousse og et med hindbærmousse.
Den lille fik én af hver.
Lad kagerne stå og sætte sig.

 photo LUFTBALLONKAGE-2_zps71dc2cf0.jpg

Opsmøring:

300 g smør
500 g flormelis
1 tsk vaniljeekstrakt
6 spsk meget varmt vand
Lad smørret stå på køkkenbordet til det er godt blødt. Bland herefter flormelis, vanilje og vand godt sammen.

Fjern formen på kagerne. Fjern også det yderste af fyldet med en ske, så det bliver nemmere at smøre op.
Fordel smørcremen så jævnt som muligt.
Kagen skal smøres op af to omgange. Efter første gang stiller du kagen på køl, så overfladen størkner, inden du smører færdig.

Herefter rulles fondant ud og lægges på.
Bånd og figurer laves og sættes på.
Jeg brugte nok omkring 1 kg hvid fondant + 250 g blå fondant.
Men hav nu bare rigeligt.
Og brug pastafarver.

Tip: Jeg tegnede luftballonerne på madpapir, lagde fondanten under og kørte med pizzaskærer.
Dermed lavede jeg en prægning ned i fondanten og kunne derefter skære den helt ud.

 photo LUFTBALLONKAGE-6_zpse9f686ba.jpg

De små skyer øverst er lavet af små skumfiduser.
Jeg varmede en håndfuld i en gryde med lidt mælk og fik dem til at hænge sammen ved at dyppe i blandingen.

 photo LUFTBALLONKAGE-1_zps21009b56.jpg

TIP: Sørg for at købe kagepap og byg kagen op på dem, så du kan flytte den igen. En fondantkage har ikke så godt af at blive pakket ind, så hvis den skal flyttes, kan du købe en mini-flyttekasse til omkring 13,- i jem&fix. Så er kagen beskyttet, men ikke pakket ind.
Kom en engangs-vaskeklud i bunden så den står bedre fast.

4 kommentarer

  • Det er jo som at se finalen af Den store kagedyst!

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Elisabeth

    Så fin en kage 😀 Og den skal prøves af til en kommende barnedåb 🙂 Der står denne kage er til ca. 25 pers.. Den barnedåb jeg skal lave kagen til bliver ca. 60 pers, men det er til et kagebord med 6 forskellige slags kager og godter. Så vil en kage af denne størrelse være nok tror du? 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Ja, jeg tror bestemt godt den kan række til 50-60 små stykker. Håber den bliver en succes 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Gulerodskage